Stort parkpotentiale
Vi har læst projektforslaget om DSB-arealet med stor interesse og synes, det ser rigtig godt ud. Her får vi meget for 18 millioner kroner!
Vi vil dog anbefale, at der søges flere penge til også at udvikle den anden del af det nedlagte DSB-areal, for det vil give en unik sammenhæng med Ryparken i nord og Bispebjerg Park i vest. Selve arealet samt forbindelser eksisterer allerede (Tagensvejs bro og cykel/gangtunnel til Ryparken), så vi foreslår, at der etableres stier og trapper mød øst og vest – til Bispebjerg Park og Rovsingsgade.
Overordnet set vil vi få en fantastisk sammenhæng mellem grønne områder, - det kan blive Københavns grønne aktivitetskile med start i Ryparken, der har mange fodbold- og volleyballbaner - og slut i den fine park, der er på tegnebrættet. Helt konkret indebærer det tre overordnede ændringer:
- Nedlæg det lille, malplacerede industrikvarter på Rovsingsgade og anlæg park i stedet! På den måde vil vi både få et rekreativt område for de mange beboere i Haraldsgadekvarteret uden umiddelbart adgang til park. Det kan oven i købet blive meget smukt med udsigt til Bispebjerg Park på modsatte side samt dags- og aftensol. En gevinst i større skala er, at man ved at erstatte den barriere, industrikvarteret er, med park- og passageområde vil integrere Haraldsgadekvarteret med den kommende park, som projektforslaget skitserer.
- Anlæg forbindelser til Bispebjerg Park. Gerne flere typer som cykel- og vandresti samt en rutschebane fra Bispebjerg Park ned til den nyanlagte park i bunden.
- Etabler en park på det nedlagte DSB-område, der ligger i forbindelse med den kommende park i sydenden. Arealet er stort og ubrugt, så det er helt oplagt – og vi har virkelig også brug for parkområde i Haraldsgadekvarteret. Parkens funktioner skal naturligvis afstemmes med de allerede planlagte elementer i sydenden, og vi anbefaler at fastholde den grundlæggende struktur (den bløde kant, den urbane kant og den grønne flade). Vi bakker altså op om Projektforslagets idé om at videreføre cykelstien under broen, men det bør være en del at et større parkprojekt.
Ovenstående forslag er naturligvis bekostelige, men vi mener, det vil være en god investering, da et udvidet parkprojekt både vil imødekomme et stort behov for rekreation og aktiviteter samt skabe en unik synergieffekt, idet den forbinder tre eksisterende grønne områder.
Vi slutter af med en kommentar i en helt anden boldgade: Køn. I starten af rapporten står der, at formålet med parken er, at den skal være for alle, ”uanset køn, alder og kulturel baggrund”. Der er også mange aktivitetstilbud, men man tvivler på at de er for alle, uanset køn; billederne viser mænd på forhindringsbane, mænd der udøver parkour, mand der spiller petanque og drenge, der spiller fodbold. Kvindelige brugere er illustreret af ét billede af ældre damer, der danser i ring. Denne repræsentation af sportsudøvelse er ekstrem stereotyp (og meget almindelig). Dermed står den i modsætning til forhåbningen om, at aktiviteterne henvender sig til alle – uanset køn.
Billedvalget er forhåbentlig udtryk for en ureflekteret, kønsstereotyp holdning hos layouteren og ikke projektgruppens holdning. Nogle vil sikkert synes, det er ligegyldigt, men erfaringer viser, at projekter i praksis ender med at afspejle fx forestillinger om hhv. et aktivt og passivt køn, hvis man ikke er bevist om det.
Vi håber, vores forslag til en grøn aktivitetskile kan inspirere, og under alle omstændigheder ser vi frem til en velplanlagt park for alle i sydenden af det nedlagte DSB-areal.
Med venlig hilsen
Kasper Dam Mikkelsen og Ida Blinkenberg Lidell,
beboere på Rovsingsgade